Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Studerende - lærer

Praktik på Snedsted Skole

I det følgende kan du finde praktiske oplysninger samt info og forventninger til dig som lærerstuderende, når du skal i praktik hos os på Snedsted Skole. 

Som praktikant på vores skole forventer vi

  • At du selv har gjort dig tanker om, hvorfor du vil være lærer.
  • At du får mulighed for at reflektere og afprøve egne idéer.
  • At du benytter skriftlighed i praktikken og bl.a. observerer, registrerer og vurderer medpraktikanters og egen undervisning.
  • At dine forløbs- og timeplaner for undervisningen er skriftliggjorte forud for undervisningen/praktikken, og at din praktiklærer er bekendt med dine planer.
  • At du har overvejet, hvilke ønsker og udfordringer, du gerne vil have indfriet i praktikperioden. 
  • At du betragter praktikforløbet som et heldagsarbejde.
  • At du møder velforberedt og i god tid til undervisningen.
  • At du er villig til at prøve noget - afprøve dig selv.
  • At du forbereder dig til vejledningstimerne og er aktiv i forhold til at lave dagsorden eller punkter til dagsorden ved møder med praktiklærer og medstuderende.
  • At du spørger, hvis du har brug for hjælp.

Første møde

Første møde på skolen bør finde sted i god tid før praktikken. Det er din opgave at kontakte praktiklæreren og aftale dette møde. Du mødes med din praktiklærer foran kontoret og du får herefter en rundvisning på skolen. Efter rundvisningen har du mulighed for at få udleveret klassens bøger og årsplan, samt at stille spørgsmål.

Vi samarbejder med forskellige uddannelsessteder, hvor vi arbejder ud fra studieordningerne og i tæt kontakt med uddannelsesstedernes studievejledere.

Om skolen

Snedsted Skole er en folkeskole i Thisted Kommune med ca. 485 elever og 100 ansatte.

Skolen er bygget op med en indskoling for 0. - 2. klassetrin, et mellemtrin for 3. - 6. klassetrin og en udskoling for 7. - 9. klassetrin - herunder en erhvervslinje, som er et tilbud til elever i 8. og 9. klasse, hvor en del af de boglige fag er erstattet af mere praktisk betonede opgaver. 

Til Snedsted Skole hører også Trombakken, som er en kommunal specialafdeling for elever med ADHD og autisme.

Der er tilknyttet SFO til både skolen og til Trombakken.

Skolen har grundlæggende tre regler: VIS HENSYN - VÆR PRÆCIS - GØR DIT BEDSTE som i fællesskab er formuleret og besluttet af elever, forældre, personale og ledelse.

Sygemelding

Sygemelding skal ske til skolens kontor på 99173425 mellem kl. 06.45 og 07.00.

Ringetider

Skoledagen starter kl. 08.00 og der undervises i lektioner af 45 min. Skoledagen har to store pauser á 30 minutters varighed. Du kan læse meget mere om skolen her på hjemmesiden.

Praktikkoordinator

Skoleleder Lisbeth Have Hoff er praktikkoordinator for indskoling og mellemtrin, og Sabrina Thomsen er praktikkoordinator for overbygningen.

Vi glæder os til at se dig på Snedsted Skole, og vi vil gøre vores bedste, for at du må få et rigtigt godt praktikforløb hos os. 

Spørg endelig hvis du får brug for hjælp.

 

Dokumenter

Uddannelsesplan Snedsted Skole

Shape Created with Sketch.